Frøken Ks fornemmelse for kosmoset

”… but what’s the point?!”

OK, så for at få lov til at få kontanthjælp, så skal man registrere sig på Jobnet - hvilket jeg havde gjort inden jeg troppede op på kommunens JobCenter, for at spare os alle sammen tid - på nær mig selv ser det nu ud som.

For jeg lagde da godt mærke til plakaterne på JobCenterets vægge om at man skulle bekræfte sin tilmelding en gang om ugen - ellers ville det få betydning for den kontanthjælp jeg endnu ikke ved om jeg allernådigst bliver tildelt. Så jeg lavede også en mental note på lige at tjekke op på det, når jeg landede på matriklen igen.
Jeg lagde også mærke til folderen på bordet om Depression… ”Lider du af en depression” - nej, ikke da jeg gik ind af døren, men det kan godt være jeg bliver nød til at tage det op til overvejelse efter at have været i kontakt med jer. Men den folder er så også det tætteste jeg er kommet på service indtil nu.

Men altså, havde registeret mig på forhånd, for det stod der på kommunens hjemmeside at man skulle, ikke på forhånd men bare at det var et krav - og jeg foretrækker at leve op til kravene.

Men det kan Systemet altså ikke finde ud af - for fredag, sådan en gang over middag da postbuddet havde fået slæbt sig op på 3. sal (de trapper tager livet af alle der kommer i kontakt med dem), dumpede en skrivelse fra JobCenteret ind af døren, med brugernavn og password til min JobNet profil. Og en folder om hvordan man er kontanthjælpsmodtager - hvis man altså får lov.

Her er det jeg tænker… er dette standart procedure, for er det så ikke lidt spild at bede en ledig om at oprette sig, hvis de alligevel opretter en anden profil til den ledige?
Har det ikke været lidt spild at jeg brugte en times tid på at lave CV, skrive tekster, oprette jobagenter og deslige på en profil, som Kommunen alligevel ikke kigger på?
Bevares, jeg er glad for min selvlavet profil, for jeg finder faktisk nogle ganske spændende jobs derinde, men hvorfor skal jeg have en ny kommuneprofil jeg skal opdatere også, når jeg nu havde info med på den profil jeg selv havde lavet?
Og hvorfor bruger de porto på at sende en folder, de kunne have givet mig i hånden da jeg sad dernede og fik skideballe over ikke at være i a-kasse alligevel?
Har Kommunen reelt set så mange penge at de kan bruge dem på overflødig porto og tid på at lave en profil til mig, der allerede var oprettet?

I en kommune, hvor man skyder skylden for alle nedskæringer på regeringen, har jeg svært ved at forstå hvorfor man så ikke skærer der hvor man kan - og effektiviserer sig selv.

Men det giver jo ingen stemmer - for man vinder mere på at skære i børnepasning, skoler, ældrepleje og fritidstilbud; og så skyde skylden på modstanderne, end man gør på at spare de steder ingen ser det, men blot oplever det som en effektiv sagshåndtering.

Jeg forstår det bare ikke, men jeg er også rødhåret - og det er vidst det nye blond…

“… og så er der oss, og en sådan en hvor man…”

Jeg har i nytårsforsættets, og brudekjolens, hellige navn besluttet mig at prøve at komme i en anden form end bolledejsform.

Sådan, så er det sagt højt!

Fact er at jeg ikke rigtigt kan finde ud af om jeg er æble eller pære, minder p.t. mere sådan om en bowlingkugle, der er smeltet - og jeg besidder realitetssans nok til at vide at det ikke ligefrem går i spænd med mine fremtidsplaner.

Så i går aftes tog jeg Wonderkæreste og Grøffe i hånden og fik meldt os ind i den lokale motionsklub, til den odiøse sum af 40 kr. om måneden, trukket over huslejen.

Så langt, så godt - træningsrummet ligger i kælderen lige under vores opgang, så der er faktisk en alvorlig chance for at jeg kommer derned, også oftere end en gang om måneden.

Men så går den faktisk heller ikke længere - jovist, jeg ved hvordan man betjener en motionscykel og et løbebånd (hvilket virkeligt burde omdøbes til “luntebånd” eller “gåbånd” i Frk K’ske tilfælde…), men der ud over er jeg ganske perpleks når det kommer til hvilke dimser der bruges til hvilke dele af kroppen - jeg ved at mine fødder skal op på trappemaskinen, men så kørte begge pedaler bare i bund og jeg stod der og tænke “det der squ da ikke meget workout i” mens jeg skiftevis løftede fødderne og prøvede at komme væk fra bunden af trappemaskinen - er altså vant til at når den ene kører ned, kører den anden op, altså pendalerne.

Heldigvis har jeg en Odenseaner i mit liv - og han ved noget om træning! Så jeg forklarede noget om vinkedeller, der gerne skulle væk og at fodboldben alt for let indfinder sig i min muskulatur.

Forståeligt nok ville Odenseaneren gerne vide hvad han havde af udstyr at sætte mig til at tortere mig selv med - og det blev ikke kønt.
Forstår I, jeg er lige så minded for træningsudstyr, som min elskede mor er for indmaden i en computer.
Samtalen endte med “der er en dims hvor man kan sidde og hive i en stang med en kæde i og hvor der er plader til fødderne og vægte på, og en dims hvor man sidder på et sæde og hiver en tværstang op og ned…” *indsæt selv tåbelige forklaringer der begynder med “der er en dims…”*

Min Odenseaner gav op og tog hjem til sin far - lovede vi talte mere om det i morgen….

Måske jeg bare skulle gå ned og tage billeder af dimserne til ham?!?

“… hvis du lige gider spilde din tid ved kasse 2, tak”

Jeg er jobsøgende, ikke gennem nogens skyld, ud over hvis vi kan finde en enkeltperson at lægge alt ansvar for Finanskrisen over på.

Så således er det kommet til at jeg noget modvilligt har været en tur forbi kommunen, for at melde mig under kontanthjælpmodtagernes møgbeskidte faner - og det er ikke noget opløftende møde, jeg har haft mig med systemet.

I går gjorde jeg klar, kategoriserede, indexserede og sorterede jeg mine ansøgninger der er ude, printede CV og eksamensbevis, samt dokumentation på at jeg havde tilmeldt mig jobcenterets online alter-ego, Jobnet - et alter-ego jeg vil påstå so far har været mere effektivt end dets offline pendant.

Jeg børstede tænder, vaskede hår, lagde makeup og fandt noget pænt og proffesionelt tøj på, jeg er nemlig opdraget til at man klæder sig på efter de signaler man vil sende.

Og så drog jeg til Jobcenteret i kommunen og meldte min ankomst.

Først skabte det noget forvirring at jeg ligefrem havde tilladt mig at tilmelde mig Jobnet hjemmefra, og så fik jeg en “kom tilbage i morgen” tid, hvor jeg antog at jeg skulle tale med en der vidste noget om hvordan jeg kunne få støtte, mens jeg skrev flere siders bind med jobansøgninger, også til jobs jeg normalt aldrig ville kigge på, men man kan ikke være kræsen!

Her til formiddag gentog jeg pligttro showet med tænderne, håret, makeuppen og klæderne - og indfandt mig igen i de lyse og behagelige lokaler de faktisk har fået stavlet på bennene.

10 minutter forsinket kom jeg ind til en mand der givetvis er ældre end min efterlønsmodtagende far, der da jeg 5 minutter før tid trippede ind af døren havde stået i skranken og diskuteret finanskrise og Stein Bagger med blåt øje i fængsel - og i hvert fald ikke havde trukket andre desillusioneret personer ind på sit kontor i mellemtiden.

Jeg trak mine bunker af ansøgninger, fint samlet i frisk blomstret mappe, frem og gjorde mig klar til at forklare min uddannelse, jobønsker, fremtidsvisioner og deslige - manden tastede sig igennem 3 skærmbilleder, ved hjælp af et afsindigt tidskrævende 2 finger system; og efter en brandtale om A-kassens fordele (dem kender jeg faktisk godt… de involverer mindre sure mænd og flere kroner på kontoen) og at jeg ikke skulle gifte mig med Wonderkæreste, for så ville jeg ikke få en flad 5 øre og en lille bitte skideballe, fordi jeg kom til at spørge om vi ikke skulle komme videre… (ups, slemme frk K!), proklamerede manden at jeg skulle møde på kommunen d. 20. januar for at tale med nogen om kontanthjælp…

Nåede faktisk ikke at sige et pip, blev så paf, for jeg havde da troet at det var det vi skulle have haft talt om, og lagt en jobplan og jeg skulle have fremvist at problemet er ikke at skrive en ansøgning eller lavet et CV, problemet er jobmarkedet som det ser ud i disse krisetider - næææe det var ikke det vi skulle i dag - vi skulle bruge 10 minutter på formaninger og ellers lige finde et hul i en kalender, et andet sted i kommunen.

Men hvis jeg nu er så heldig at få lov at få noget kontanthjælp, så får jeg heldigvis også lov til at komme tilbage til jobcenteret, hvor de kan bruge 6 uger  på at hjælpe mig med at skrive ansøgninger og udarbejde mit CV, så jeg rigtigt nok kan komme igang med at søge arbejde.

Ville skrive et sarkastisk brev til kommunen, men jeg bilder mig ind at det ville have ca. samme effekt som at råbe ind i en budding - måske ville den blævre lidt.

“… og her er så de muleposer, jeg har bestilt til min mor og svigermor, hvor der med palietter står “brudens mor” og “brudgommens mor” - de er bare zååååå fine”

Jeg skal giftes – med wonderkæreste – til september.

Derfor skal der holdes bryllup - med fest og det hele.

Hvorfor jeg har oprettet mig på et bryllupsforum – for at få inspiration – og er endt med flere frustrationer end aha øjeblikke.

Faktisk havde jeg gået og troet at Facebook var den ultimative selv-iscenesættelse, hvor man med billeder, statusopdateringer og kommentarer kunne fremmale det billede af sig selv, man finder mest flatterende.
Jeg tog fejl.
Intet er mere selviscenesættende end giftemodne kvinder, der rent faktisk har et bryllup at planlægge.

Fra billeder af kjoleprøvninger, hvor sætningen ”undskyld det fjogede ansigtsudtryk” er en standard linie i teksten, til step-by-step billeder af udpakning af alskens ting bestilt over Internettet, til at glamourisere brylluppet – og her mener jeg virkeligt step-by-step fra pakken er kommet, til hvert enkelt lag er pakket ud og det viser sig hvad pakken indeholdt.
For slet ikke at tale om alt det ”søde” og ”smukke” der bliver sagt derinde. Alting er søde, muligvis udtalt tzøde.
Eller invitationer, reserver datoen kort, servietholdere, risposer, menukort, gaveposer m.v., der alt sammen passer til et forudbestemt farvetema og er produceret med silkebånd med navnetryk, hjerteformet ris osv.

Og selv om jeg koger sammen, over selviscenesættelsen, overgearetheden og bryllupsproduktioner der får Titanic til at ligne Bennys Badekar, så er det ligesom en trafikulykke – jeg kan ikke lade være med at se på, jeg kan ikke lade være med at se på og korse mig, jeg kan ikke lade være med at se på, korse mig og blive lidt gal på mig selv, over at jeg pludseligt overvejer om vi skal have et farvetema der ikke er regnbuefarvet.

“… hvordan får jeg det lige af bordet igen?”

Nytår skal i år fejres med et rigtigt godt vennepar, af den slags man synger Singstar med, uden tanke for at der findes toner man ikke ejer. Og det er første gang i flere år at jeg på det vis skal fejre nytårets komme, da jeg for lang tid siden, muligvis i en alt for ung alder, tjekkede ud af store fester og svensker druk og i stedet tjekkede ind i hjemmelig hygge, dybe tanker om året der gik og nytårsskål i børnebobler.

Vores bidrag til festlighederne i aften er boblerne samt kransekagen, og for ligesom at understrege det voksne og modne i en parmiddag, satte jeg mig i går ned og gik igang med selv at fremstille kransekagen - en opgave jeg anså for rimelig simpel, da det ifølge opskriften handlede om 3 ingredienser og jeg generelt anser mig selv for at være et rimeligt intelligent væsen, der kan klare det meste, hvis bare der følger en manual med.

Tydeligvis er der ting jeg ikke kan klare.

Ingen havde fortalt mig at det blev til en usandsynligt klisteret masse - og ingen havde advaret mig mod tilsyneladende simple opskrifter med hemmelig kompleksitet i.

For ud over de helt almindelige små hapsere af lækker kransekage, havde jeg også kastet mig ud i noget med at skulle lave rør med frugtstykker. Lad mig lige en kort kronologisk skitsering af hvordan det forløb:
Ad… det her er klamt at røre ved
Skal det mon være så klistret?
Hvordan ruller jeg det lige ud med en kagerulle, når det opfører sig sådan her?
UPS… tabte flormeliset
ARGH… væltede resten af æggehviden ud over bordet
GIV SÅ SLIP PÅ DET BORD
OK, så maser jeg det hele sammen
Ha hah - jeg har fået produceret et stk

Efter med megen besvær at have fået fremstillet en hel plade kransekage knas og have fået smidt mere flormelis på mig selv end bordet kaldte jeg lykkelig på Wonderkæreste og fremviste det der mest af alt mindede om marcipan klatkager med smattet hindbær.

“Det ligner stivnet lava” - var den eneste kommentar jeg fik.

Jeg skal over i Rema 1000 og købe mere marcipan i dag og prøve igen - ringer efter en livline, har en veninde, der kan redde enhver kagemixmor fra sig selv!

”… det er ikke et byttemærke!”

Træk mig lige baglæns ind i fuglekassen someone – jeg har åbenbart tabt hjernen og fået det forkerte ben ud i bytteræset!

Wonderkæreste havde, efter at have brugt et par dage på at lære remsen om ”økologisk, uden parfume og allergifremkaldende stoffer, til sart og tør hud” ansigtsolie, kaster sig ind i en Matas for at hjembringe trofæet, der skulle understrege hans status som nationens bedste kæreste ever!

Tydeligvis var det en udfordring for damerne i Matas, for d. 23. december (ja, jeg får en gave før tid, for at lukke munden på mit yndlings julehit ”hvad får jeg i gave” på valgfri melodi) flåede jeg papiret af en ansigtsolie med både parfume og et par hormonforstyrrende og allergifremkaldende stoffer på deklarationen. For når man fjerner e’et i parfume, er det jo ikke parfume på fransk, men ret og slet ikke et duftstof, og når noget står sidst på en indholdsforklaring, så er der jo mindst af det i, så der var jo teknisk set ikke ret meget allergifremkalder i produktet.
Tilgiv mig, men en birkepollen allergiker behøver heller ikke ligefrem stå i en birkeskov for at få hævet øjne og snotnæse, vel?

Så efter at have kysset Wonderkæreste og tænkt at han squ er fabelagtigt dejlig og en fantastisk mand, der lytter til de små skjulte beskeder, blev jeg lidt fornærmet på Matas-damerne, der faktisk havde solgt ham noget andet end det han havde stået og bedt om.

I dag stod den så på bytte-eventyr – og jeg drog af sted med olie og bon i hånd til den lokale Matas, hvor jeg indfandt mig foran en køn blond ekspedient med en lille håndfuld produkter jeg stod og manglede til at lægge en nytårsgrimasse der kan passe samt et ønske om at bytte olie for produkter og penge tilbage, eller måske en ansigtsolie jeg ville kunne bruge uden at blive Rudolfs røde tud i hele bærret.

Jøsses kineser da – pigebarnet der ikke var en dag over 20 kiggede mistroisk på både pakke og bon, og begyndte at vende og dreje pakken. Forundret fik jeg sagt ”der er byttemærke inden i pakken”, hvorefter Mataspigen fiskede den lille klare pose olien lå i op af æsken og med bidende ligegyldighed spurte ”Hvor?” mens jeg forsigtigt pegede på de Matas-klistermærker der holdt posen fra at gå op.
”Det ikke byttemærker” lød det fra den anden side af disken – jamen, undskyld mig.
”Jeg bliver nød til at ringe efter en” Nå ja, det kan da godt være at en simpel ”slå produkt ud, slå andre produkter ind, udbetal difference” opgave ville være en stor mundfuld, så hvis I skal være to om det, er det ok med mig, resonerede jeg lydløst inde i mit hoved.
”Kunden har vel fået denne her i julegave og vil gerne have pengene tilbage” – ”Det kan vi altså ikke, hun kan få andre produkter og et tilgodebevis” – ”Du kan få et tilgodebevis” - “Jamen jeg har jo en bon på at den er købt i en Matas” - “Du kan få et tilgodebevis”
”Ok – så tager jeg tilgodebeviset; eller du har måske en ren ansigtsolie uden parfume”
”Altså nej – denne her er uden parfume, det er æteriske olier der er i” *indsæt her himlen med øjnene og den der smaske tsk lyd som teenage finker i særdeleshed mestrer*
”Det kan jeg så ikke tåle… jeg tager bare tilgodebeviset”

Tog hjem med en fornemmelse af at jeg skulle have mast indholdsdeklarationen op i hendes næse og bedt hende forklare hvorfor der lige stod parfum, og hvis det manglende e pludseligt gjorde det til ikke parfume, om hun så kunne fjerne et bogstav fra min store mave, røv, baller og lår, så de pludseligt ikke var store og runde, men slanke og fine!

“… bare slap heeeelt af og træk vejret roligt og afslappet”

Min svigermor, som jeg oprigtigt holder meget af, har i år overrasket mig i sine julegaveindkøb.

Hun er født og opdraget på Lolland og Falster, har boet der hele sit liv, og er en af de her jordbundne mennesker, der ikke tror på at det der new age fis og hvad ved jeg.

Derfor var det noget af en overraskelse da jeg i min julegave fandt et sæt Skullcandy høretelefoner til min iPod og 2 dvd’er - 1 med afstresningsteknikker og 1 med yogaøvelser. Jo vidst jeg havde skrevet en specifik meditations CD på min ønskeliste, men den har stået der i al den tid hun har kendt mig, og jeg havde også lidt forliget mig med tanken om at det ikke blev fra svigerfamilien den ville komme, hvis den altså kom.
Og selv om svigermor nu ikke havde ramt helt rigtigt, havde hun pludseligt vist mig med et enkelt indkøb, at hun altså sagtens kan rumme en svigerdatter, der tror på meditation og kludermor for en.

Men tilbage til indholdet af pakkerne, DVD’erne.
Lad os straks være ærlige og indrømme at jeg ca. er lige så fit som en søpølse - jeg har ikke dyrket organiseret sport siden mine tidlige teenage år, og de sidste par måneder har motion været det man fik, når man cyklede op for at handle ind. Selv turen til 3. sal (hvorfor valgte vi dog at flytte ind på 3. sal?!) kan til tider være en udfordring, der får gordiske knuder til at virke attraktive.

I selvrangsagelses klare lys besluttede jeg sent i går aftes, at dagen i dag skulle bruges til at teste DVD’erne og lave kartoffelsuppe som modgift til 1 uges ædeflip af den fedtede slags.

Og faktisk går det godt - måske fordi jeg har lagt min sædvanlige modvilje mod træningsdvder på hylder, eller måske fordi jeg kører den på engelsk, så jeg lytter efter budskabet, i stedet for at blive hysterisk på fortællerens overskudsagtige kommandoer. 
Og dog - for da vi når til noget med skrædderstilling og smid dine ben frem mellem armene og vupti, så du en saltkringel sætter min sædvanlige sarkasme ind, og pludseligt ligger jeg unægteligt låst fast midt i mellem voldsomt ubehag og mild panik, mens stemmen roligt siger (løseligt oversat) “Mærk hvordan hofterne ligger tungt i gulvet og træk vejret stille og roligt”

HVORDAN DAME?! Hvordan er det lige at jeg - sammenfiltret og knudebundent - skal kunne finde en nydelsesværdig fornemmelse i at kaste overkroppen frem fra skrædderstilling og føle mine hofter være tunge…. jeg forstår det ikke - og så gør det faktisk også ondt!

“… aaaaaaargggghhhhhhhhh!”

Et sted mellem kl. 9 og 10 i morges, skete der noget (alt for) sjælendt i det Frk. K’ske hushold. Alle beboere, måske med undtagelse af de altid flittige (muligvis ADHD) nullermænd, havde sovet over sig. Selv Grøffe, der ellers gør en dyd ud af at få alle ud af fjerne inden 7 i weekenderne, men påstår han bliver vækket for tidligt i hverdagene.

Så pludseligt var vi mile bag tidsplan for exit fra matriklen og havde noget travlt.

Og midt i stress over manglede sokker og en Touche Eclait der var løbet tør (jeg bruger den lyseste tone hvis nogen ligger inde med et lager i øvrigt) fik sofabordet lagt om længe ram på mig!

Med et kamikaze-agtigt hyl kastede det sig ud foran mine fødder, hvor det trimufernede blev stående, mens min fod forsatte den planlagte rute fra badeværelse til garderobe via stue - og kolliderede et sted mellem 5 og 7 skridt inde i stuen med et bordben.
Vel vidende at Grøffe var inde for hørevide og at de nye regler for bødestraffe i forbindelse med fælt sprogbrug allerede var trådt i kraft, valgte jeg at undertrykke en svada af eder, og i stedet komme med et urbrøl, der ville gøre de fleste alpha-hanner dybt misundelige, blot for at få at vide at “Mor, man må faktisk ikke råbe sådan”.

Pludseligt gik jeg fra Ajax tornado på pakkemåden til ynkelig 3 årig, der ikke ville tage sine egne sokker af, hvis nu der var blod.

Og imens stod sofabordet, provokerende ubevægeligt, midt på stuegulvet og solede sig i sin sejr - men den der ler sidst… ler bedst, kære sofabord!

“… det er bare fordi - jeg tror ikke jeg kan finde ud af det”

Jeg har nok halvsovet, da jeg fik en semi-åbenbaring, af den Frk K’ske slags.
Det var i hvert fald noget med en hovedpude, en dyne der krøllede i sit betræk og en lille krise.

Midt i mellem den virkelige verden og drømmeland startede en lille forholdskrise - for hvis nu en dag Wonderkæreste gik fra mig, hvem skulle så lave frikadeller i det lille hjem?

Det er ingen hemmelighed i omgangskredsen at jeg kan udfolde mig med grønsager og des lige, men det traditionelle danske køkken, har aldrig været min stærkeste side.
Og det er derfor Wonderkæreste er sådan et perfekt match - han kan lave opbagt sovs og frikadeller, jeg kan lave dampet spidskål med gulerødder og fennikel.

Men midt i mellem vågen og snorkende savl, bliver det til potentiel krise i det tilfælde at singellivet en dag, mod al min vilje,  skulle indfinde sig igen - for hvem skal så lave frikadeller til mit spidskål? Kan jeg lave en ægtepagt hvori Wonderkæreste forpligter sig til altid at forsyne mig med fremragende frikadeller til min spidskål til evig tid? Bliver det overhovedet nogensinde relevant?
Der er meget der er komplekst, midt i mellem søvn og virkelighed.

“…’ for satan i helvede av for fanden’ - ‘det bliver lige 3 stk 5 kroner i bandekassen Mor!’”

Lad os være ærlige - jeg havde faktisk troet at Nynne forlængst var tjekket ud af min liv, ca. samtidig med at wonderkæreste for alvor tjekkede ind. Det sidste døgns hændelser tyder på at hun bare har været på en udvidet ferie, og er tjekket tilbage ind i min krop.

Det hele startede med 3 dages overspringshandlinger, frem for faktisk at få taget sig sammen og gjort rent, forsatte med en takkemail på Facebook til Jim Lyngvild for at redde min jul (fan-fucking-stalker-agtigt!) med sine tips til hvad man skal give sin mand på Oestrogen samt en juletræsfod der ville alt andet end at være hel og holde et træ oprejst - og dagen i dag har budt på en sand kavalkade af Nynne øjeblikke, der hver især stadfæster Nynnes eksistens i min persona!

Det starter med reel forvirring over at stå op kl. 8.45, og opleve en nyopstået sol, der sender varme stråler ind i mit soveværelse - vel og mærke efter wonderkæreste er taget til frisør og på problematisk gavejagt (hvilket jeg ikke forstår, jeg har som altid lavet udførlig ønskeliste, med varernummer og hele svineriet) - søvndrukken og perpleks fik jeg hældt en halv pose blåbær-yogurt ned af mig selv, men trøstede mig med at det nok skulle gå, det var trods alt Osteds økologiske.
På vej ud for at hente wonderkærestes gave missede Grøffe og jeg samtlige skift af bus på vejen og foran kontant automaten fik jeg tastet min kode forkert to gange, inden det gik op for mig at tastaturet var omvendt!
Hjemme igen og midt i oprydningen losser jeg hårdt til Grøffes gyngehest, som han egentligt voksede fra for flere år siden, men som bliver boende på værelset pga. lydeffekterne og underholdningsværdien for mindre gæster, og flækkede min nedgroet negl, så det blødte og jeg, som standarden byder, troede at jeg skulle kaste op.

Jo tak, Nynne er flyttet hjem - og selv om jeg ikke har savnet hende, er livet nu engang mere underholdende, når man kvajer sig med jævne mellemrum.

Det er nu nok meget godt at jeg alligevel ikke skal i køkkenet i morgen.